Kommende og tidligere events

Beskrivelse af udvalgte tidligere events

AI meets Agile

København - november 2023

Formålet med denne aften var at udstyre deltager med superkræfter. Vi dykkede ned i den fascinerende verden af generativ AI og kom langt omkring.

  • Vi fik styr på de grundlæggende AI-begreber.

  • Vi lærte, hvordan man effektivt styrer AI med prompting teknik.

  • Vi berørte etiske aspekter og oplevede en AI-assistent "indrømme" at have stukket os en løgn.

  • Vi overværede AI løse virkelig komplicerede opgaver på få sekunder.

  • Vi blev inspireret til at udforske nye generative værktøjer inden for billede, video, audio, og tekst.

  • Vi hørte om, hvordan tech-giganter som Softbank, Google, og Microsoft positionerer sig.

  • Vi oplevede AI's humoristiske fejl - teknologi med et glimt i øjet!

  • Vi blev overrasket over, at vi ikke kunne skelne mellem ægte mennesker og AI-genererede mennesker.

  • Vi blev forbløffet over AI's evne til at virke mere empatisk end rigtige mennesker.

Brian Søgaard tog os igennem præsentationen på denne Agile Games Night. Brian har udviklet den første virtuelle agile coach i Danmark.

Teknisk gæld

Aarhus - juni 2023

Når man i udvikling eller vedligeholdelse af et digitalt produkt mere eller mindre bevidst tager  smutveje og laver midlertidige løsninger - givetvis under antagelse af, at man senere vil vende tilbage for at rydde op - så kan man komme ind på en farlig kurs. Det gode tidspunkt for at rette op indtræffer måske aldrig... Konsekvensen ved dette fænomen kaldes i daglig tale "teknisk gæld".

Hvis du arbejder med udvikling af digitale produkter, så har du nok også stødt på at skulle forholde dig til teknisk gæld. Begrebet er diffust og uhåndgribeligt i mange organisationer. Vi mangler simpelthen et ordforråd, der kan konkretisere og nuancere begrebet. Og bl.a. derfor kan den tekniske gæld ofte være mere eller mindre ude af kontrol. På denne Agile Games Night dykkede vi ned i begrebet teknisk gæld og gjorde deltagerne i stand til at italesætte teknisk gæld og at have konstruktive diskussioner om løsninger omkring teknisk gæld i egen organisation.

Mille Kjærsgaard Hansen var på scenen til denne Agile Games Night. Mille har en Ph.d. i styring af teknisk gæld, og er blandt de personer i Danmarks, der er bedst rustet til at tage os trygt igennem emnet.

Rhizome

København - september 2020

Hvordan forklarer du andre, hvad det sige at tænke agilt? Har du nogensinde taget dig tid til at forstå agilitet på dets egne præmisser? Hvor godt udviklet er dit sprog med henblik på at kunne tale om de dele, der er usynlige og dermed også magtfulde?

Denne Agile Games Night™ havde Cand.merc.(fil.), Mads, B. Winther, ved roret. Kombinationen af Mads' strategisk sigte, forretningsforståelse og filosofiske dybde gav os en unik mulighed for at undersøge spørgsmålene bl.a. baseret på kernebegreber fra 1970ernes Franske Filosofi. Mads indviede os i at betragte Agile gennem en filosofisk linse og undervejs invitere os til refleksion og hands-on.

Det var dybt (høje LIX-tal undervejs). Det var sjovt. Og det var anderledes - på den RIGTIG gode måde.

Liberating Structures online

Online - marts 2020

Hvad gør vi, når vilkårene for, hvordan vi arbejder og samarbejder på et øjeblik ændrer sig radikalt over hele verden? Dette oplevede vores generation i marts 2020, hvilket medførte et nybrud i  mange virksomheders måde at definere rammen for arbejdspladsen.

På denne event dykkede vi som nogle af de første i Danmark ned i, hvordan man kan arbejde og samarbejde effektivt virtuelt.

Hele holdet af konsulenter fra tryZone leverede en fantastisk oplevelse.

Liberating Structures med scrum

København - oktober 2019

Flere og flere “scrum superligateams” er begyndt at fatte interesse for, hvordan de kan drage nytte af Liberating structures i deres hverdag.

Efter denne Agile Games Night kunne deltagerne prøve kræfter med at tilrettelægge møder, samtaler, events, evalueringer osv. i din egen organisation benyttende liberating structures.

Denne Agile Games Night blev arrangeret i samarbejde med Jesper Thaning.

Adfærdsdesign med nudging

Aarhus - august 2018

Barack Obama brugte det som sin hemmelige konkurrencefordel til at vinde to valg. David Cameron brugte det til at revolutionere den måde, vi regerer lande på.

Google, Amazon og Novo Nordisk bruger det til at skabe innovation, øge compliance, forbedre arbejdsmiljøet og sælge flere produkter – MANGE FLERE produkter. Og succesfulde ledergrupper i C20-indekset er begyndt at bruge det som deres foretrukne strategiske greb, når uklare begreber som agilitet og forandringsparathed skal ud og leve i hverdagens knivskarpe konkurrence.

Mennesker i den virkelige verden opfører sig ikke som de mennesker, vi bygger vores strategier til. Det betyder, at vi kommer til at modarbejde menneskers biologi, når vi tror på, at gode argumenter, brændende platforme, klassisk change management, pjecer, kampagner og fællesmøder kommer til at rykke noget.  For det gør det ikke længere.

På denne Agile Games Night ledte certificeret adfærdsdesigner, Tanja Hesselager os sikkert igennem aftenen, så vi selv kunne prøve kræfter med at lave dine egne adfærdsdesign.

Mod i teamet

København - maj 2018

At udvise mod er en af de vigtigste værdier i et high performing team. Hvornår har vi som team sidst udvist mod - altså sådan RIGTIGT…? Passer vi mon godt nok på hinanden i teamet? Har vi hinandens ryg? Føler vi os trygge?

Kreativitetens største fjende er frygten for at fejle. Teams, som bærer denne frygt, har ganske enkelt sværere ved at lave de rigtige ting på den rigtige måde. Hvis vi derimod betragter fejltagelser som muligheden for at prøve igen - denne gang bedre rustet, så bliver fejltagelser en katalysatorisk kraft - uagtet hvilket team vi arbejder i.

På denne sidste Agile Games Night fik vi konkrete teknikker til at arbejde med mod, tillid og tryghed i vores team ved hjælp af bl.a. improvisationsteknikker designet til erhvervssammenhæng. Vi oplevede suset ved at sige ja til en udfordring, og vi bevægede os i fuldstændigt ukendt land. Vi trænede kommunikation, nærvær, samarbejde, spontanitet, kreativitet og tillid.

Aftenen var tilrettelagt sammen med Per Rasmussen og Benjamin Nielsen

Skaleret produktudvikling

Aarhus - august 2017

Denne aften afprøvede vi at benytte skaleret agil udvikling i realtid ved at simulere et stort agilt udviklingsprojekt.

Vi tog udgangspunkt i SAFe-metoden (Scaled Agile Framework), som er et anerkendt rammeværk for kollaborativ produktudvikling i store organisationer.

Vi opbyggede en vision for produktet og flere teams planlagde, koordinerede og byggede ét stort sammenhængende LEGO-produkt, ved brug af principper og teknikker fra SAFe.

Denne Agile Games Night blev arrangeret i samarbejde med Thomas Eilsø.

Team House

København - november 2017

Har du mon også oplevet, at deltagerne i et team ofte er en flok personer, der mere eller mindre tilfældigt er bragt sammen, og herefter kalder man dem et team...?

Nogle grupper udvikler sig hen ad vejen til at blive et team, men det tager tid - og ofte længere tid end ønsket. Desuden er der en sandsynlighed for, at gruppen aldrig bliver et team.

For at gøre det nemmere og hurtigere at komme fra et gruppe af individer til et high performing team, har Danske Bank udviklet Team House konceptet, der bl.a. benyttes i forbindelse med etablering af nye scrumteams.

Team House gennemføres som en workshop, hvor gruppen i fællesskab får skabt deres formål, principper samt værdier, hvilket giver dem en klar og fælles retning samt minimerer varigheden af storming fasen.

Denne aften lærte vi, hvordan Team House workshoppen er opbygget, hvordan man forbereder sig til den, og hvordan man faciliteterer den og allerede dagen efter kunne vi afprøve formatet i egen organisation.

Aftenen var tilrettelagt i samarbejde med Jan B. Olsen.

Design sprint

Aarhus - april 2017

Design Sprint teknikken er skabt af den tidligere Google designer Jake Knapp. Google har brugt teknikken i udviklingen af bl.a. Google Search og Google Chrome. I daglig tale har du givetvis hørt teknikken omtalt som "Google Design Sprint".

På denne Agile Games Night fik vi præsenteret teknikken, så vi bagefter kunne få glæde af frameworket i eget team.

Ved rorpinden stod Ulla Tønner, der er kendt som en af landets dygtige Design Sprint facilitatorer.

Teamkultur

København - april 2015

Efterspurgt fra flere sider var temaet “Teamkultur” - et super interessant emne med masser af potentiale, når man ønsker at skabe high performance teams.

Vi blev introduceret for et spil, der bidrog til at øjne alles øjne for flere af de elementer, der bidrager til at skabe et stærkt teamkultur - og ikke mindst de elementer som vi overser. Ved rorpinden stod denne gang terapeut, Betina Inauen fra Mindtools.

Her kan du følge med

På de sociale medier

Facebook icon
Instagram icon
Email icon
Website icon
YouTube icon
LinkedIn icon

© 2023 Agile Games Night™

Intuit Mailchimp logo